Tanker med Leonard Cohen paa sidelinjen

Jeg kan ikke finde hoved eller hale paa de foelelser der fylder mit hoved med rod og min krop med rastloeshed. Jeg er tilbage praecis hvor jeg startede, og saa alligevel saa meget laengere, i en forstand som jeg endnu ikke selv forstaa. Jeg er traet.

Imorgen er det soendag den 13. juni, hvilket betyder, at den eksamen som nu har vaeret undervejs saa laenge er foran naesetippen paa mig. Jeg har studeret halvhjertet, men alligevel formegentlig meget mere end der normalt goeres det. Der er stilhed for stoermen. Hele dagen har jeg lagt op til en sluttelig indsats men kan ikke finde hverken lyst eller ro. Jeg er rastloes og jeg orker ikke kaempe mere. Nu maa det briste eller baere.

Hele ugen har vaeret et foelelsesmaessigt helvede, hvor jeg det ene oejeblik griner, det andet graeder som om mit hjerte skulle briste. At skulle sige farvel til eleverne var kun en smagsproeve paa hvor inderligt ondt det kommer til at goere, naar jeg imorgen aften holder afskedsfest og bliver tvunget til at tage de afskeder, som jeg har vidst hele tiden, ville blive uundgaelige. Det har vaeret en oplevelse for livet, og selvom jeg om muligt vender tilbage i august, saa bliver dette en ende paa noget vidunderligt.

Det har vaeret syv maaneder med fantastiske omvaeltninger, nye perspektiver, og nogle venskaber som jeg vil gemme i mit hjerte for evigt. Det har vaeret maaneder med op og ned ture og ikke mindst end graensken af min psykiske formaaen. Det er svaert at samle tankerne. I virkeligheden tror jeg foerst at eventyret gaar op for mig naar jeg igen staar i Danmark. Paa samme jord, men med en udvikling som kun kan foeles.

Cola som religion

Der er mange aspekter af en kultur som til tider kan vaere svaer at forstaa. Madvaner er en ting, familiekultur en anden, men at have cola som religion er nok det jeg finder allermest absurd.

Det er onsdag og jeg har vaeret i Acatlan. Timerne med 4. semester gaar ualmindelig godt i oejeblikket, og naar de slutter tager jeg en taxa til den naermest by Naolinco, hvorfra bussen gaar. Det kommer der som regel mange spoejse samtaler ud af, normalvis smaasnak om vejret, men i dag blev det lidt mere alvorligt, da taxachauffoeren fortalte mig, at 80 procent af indbyggerne lider af diabetes.

Hvorfor spoerger jeg mig selv. Som de fleste sikker ved er der adskillige aarsager til sukkersyge. Type  2 diabetes er en livsstilssygdom som foelge af blandt andet overvaegt og nedsat fysisk aktivitet. At der ikke bliver bevaeget sig meget er et helt klart faktum. Der er ikke som saadan kultur for sport og det generelt hoeje fedtindhold i maden goer det aabenlyst svaert at holde en idealvaegt. Alt til trods er det dog ikke det, der slaar mig, naar jeg gaar i gaderne, at folk er meget overvaegtige. Derimod har saa godt som samtlige, baade boern, unge og aeldre, altid en cola i haanden.

Egentlig er det laenge siden at jeg taenkte over det for foerste gang, at der rundt om i landsbyerne bliver drukket anseelige maenger af sodavand. Der skal ingen saerlig lejlighed til for at drikke sodavand, og hvor vi danskere inviterer paa kaffe, bliver der her inviteret paa Coca Cola, Miranda og hvad der ellers eksisterer af sodavandsprodukter.

Da jeg kom hjem spurgte jeg Martha hvordan det kan vaere at en saadan kultur er opstaaet. Der er ingen der rigtig ved det, men sodavand anses for at vaere et statussymbol, hvor absurd det end lyder. Hvis ikke der staar cola paa bordet naar der kommer gaester, hvilket der goer hele tiden, saa er det et tegn paa mangel paa penge. Saaledes er der altid cola, udelukkende for at fremstaa som middelstaaende, da der i virkeligheden ikke er velstaaende i de smaa byer.

Det er en meget alvorlig situation, men selvom alle er udemaerket bevist om denne, saa bliver der ikke gjort noget ved indtagelsen af sukkerprodukter. Det fortsaetter. Hvad man kan goere ved det, har jeg absolut ingen anelse om det, men det er for mig dybt uforstaeligt. Derfor et indlaeg med mulighed for at faa indblik i en verden hvis enorme problemer der lidt efter lidt gaar op for mig.

Det er faktisk slet ikke saa let, som det ikke ser ud.

Vigtigheden af optagelseseksamen, der nu forelaegger om under tre uger, er efterhaanden ved at naa mig. Egentlig begyndte jeg for laenge siden at forberede mig mentalt ved koeb af en guide, men svaerhedsgraden har gjort det uoverskueligt at komme i gang. Nu er det ved at vaere oppe over, og jeg maa tage mig gevaldigt sammen, hvis jeg vil goere mig forhaabninger om at bestaa.

Eksamen bestaar af adskillige dele, heriblandt logik, matematik, historie og sprog. Logik skulle umiddelbart synes som det nemmeste og derfor er det der jeg er startet. Min eneste problem er bare: Det er paa fucking spansk! Side op, og side ned. Paa spansk. Det er et hovedloest projekt, jeg har kastet mig ud i, og taenk, at det foerst skulle gaa op for mig nu.

Som jeg har forstaaet det, vil der vaere omtrent en 150 spoergsmaal i alt, nogenlunde lige fordelt mellem de forskellige omraader. Det er aabenlyst at jeg ikke kan naa at laere det hele, og jeg maa derfor stille mig tilfreds, hvis jeg forstaar bare halvdelen af min guide. Logik og historie er en ting. Men spansk grammatik og matematikkundskaber har bare aldrig vaeret min staerke side. Det interesserer mig ikke. Overhovedet! Ikke engang en lille smule.

Det er mandag den 24. maj og jeg har sat mig for at faerdiggoere i hvert fald to kapitler i dag, hvilket betyder, at jeg formegentlig ikke kommer til at lave andet. Heldigvis har jeg paa nettet fundet en udemaerket oversaetningsfunktion der goer det muligt at, at oversaette direkte fra spansk til dansk. Det er trods alt en troest, selvom det ikke er alt der kan oversaettes paa den maade.

Alligevel maa jeg sige, at jeg aldrig havde troet, at mit spansk ville blive saa godt som det er nu. I virkeligheden forstaar jeg langt det meste af hvad der bliver skrevet, problemet er snaerere indholdet, der er forfattet til universitet og derfor er ganske mystisk. I loebet af mine spansk-aar i gymnasiet, forstod jeg aldrig meningen med alt det stovede grammatik, og resultatet blev derefter. Mit ordforraad og min evne til at lave saetninger var derfor mildest talt begraenset. Saa godt som ikke eksisterende. Og saadan var det. Ingen taarer blev graedt paa den konto.

I El Salvador startede vi saaledes ud med tre uger paa sprogskole.  Tre gange om ugen i, hvad jeg husker som, fem timer. Heller ikke der fangede det mig synderligt, men da lysten til at snakke med mennesker aldrig har fejlet noget, var det ligesom om at kampen blev det vaerd. Jeg lavede dog absolut ingen lektier, men benyttede derimod enhver lejlighed til at snakke. Paa min rejse op igennem Guatemala og Mexico fortsatte det i samme stil. Ord blev skrevet ned for at blive husket. Jeg husker dog, at jeg naesten intet forstod da jeg foerste gang var i Xalapa, paa grund af den lidt anderledes accent.

Efter jeg flyttede hertil er det dog altsammen gaaet slag i slag. Hver eneste dag er der kommet flere ord til forraadet, hvilket betyder, at der nu ikke engang skal taenkes for at holde samtaler. Selvfoelgelig sker det af og til at jeg plaprer loes, og der derfor bliver lavet nogle meget absurde saetninger. Mit stoerste problem er i virkeligheden, at jeg altid bytter om paa ordene “embarrasada” (gravid), og “emborrachar” (fuld), hvilket kan virke meget maerkeligt. Ogsaa at vaere sulten (tengo hambre) og vaere bange (tengo mierdo) byttes af og til, hvilket dog er vaesentlig mere uforstaeligt da de to ord paa ingen maade minder om hinanden.

Saa gik der endnu en halv time med at skrive blogindlaeg. Tusinder og atter tusinder af overspringshandlinger, men jeg maa tilbage til studierne. Ikke fordi jeg har lyst, men fordi der ingen vej er udenom.

Mad, mad, mad…

Siden jeg flyttede til Xalapa har min passion for mexikansk mad kun vokset sig stoerre. Atole, pozole, taquitos, caldo, tortillas, gorditas, frijoles, guacamole, coktel de cameron, carnitas, salsitas… Jeg elsker det!. Der er stort set ikke den mexikanske ret som jeg ikke forguder, og at spise chili alle ugens dage er saa taet paa at vaere i himlen, som jeg nogensinde kommer det.

Derfor skal der som den stoerste selvfoelgelighed dedikeres et kapitel til mad. Mexikansk mad.

Der er det med Mexico, at landet er saa uendelig stort. Med knap 110 millioner mexikanere findes der et vaeld af stater og regioner og med dem tusinder og atter tusinder af stoerre og mindre byer. Det i sig selv er yderst interessant, men hvad der er mere imponerende er, at hver eneste af disse byer har deres egen madkultur. Og det er ligegyldigt om der er 100 indbyggere eller halvanden million.

At mexikanerne er lige saa begejstrede for deres eget koekken som jeg er det, goer det saaledes let af stifte bekendtskab med dette, selvom det aabenlyst er begraenset hvad man kan naa at udforske paa fem maaneder. Der spises mexikansk ved enhver given lejlighed, og hvor vi danskere koeber kebab saa saelges der udelukkende tacos i diverse afskygninger i gaderne, hvilket paa sin vis er ganske forstaeligt, da der ikke er grund til andet. Det smager fantastisk.

Der spises som et minimum tre gange dagligt. I huset paa Calle Lucio er det morgenmad ved en 9 – 10 tiden, frokost klokken 3, og aftensmad mellem 10 – 11. Aldrig hver for sig. Altid samlet. Og allerhelst med et vaeld af mennesker. I det foelgende kommer der en oversigt over det mest spiste i hjemmet.

Tortilla: Et mexikansk broed der er lavet paa enten majs- eller hvedemel. Som regel er de lavet paa forskellige majstyper der betyder at de kan vaere gule, hvide eller blaa.

Atole: Varm majsdrik der er lavet paa hvide majs. Indeholder som regel en ansegelig maengde sukker.

Pozole: Chilisuppe lavet paa fiskefond med hvide majs. Spises med stegte tortillas, snittet salat og frisk ost.

Quesadilla: Tortilla foldet sammen paa midten med fx. ost, chorizo, oksekoed.

Taquitos: Tortillas rullet om ost, kartoffel eller kylling og stegt i olie. Spises med creme fraiche, snittet salat og salsa.

Carnitas: Er en faellesbetegnelse for diverse afskygninger af grillet oksekoed. Koebes ved slagterforretninger.

Frijoles: Eller boenner som det hedder paa dansk. Det mest normale er sorte boenner der enten blot koges og smages til med salt, eller som laves til en masse.

Naopales: Kaktus. Kan hakkes og spises raa i salater eller kan grilles hele. Har en yderst klistret konsistens som allermest minder om aloe vera.

Gorditas: Er en lille, tyk tortilla hvorpaa man fylder enten boenner eller salsa og til sidst loeg og friskost.

Salsa: Som regel kalder mexikanerne salsa for salsitas der blot betyder “lille salsa”. Ligesom der er forskellige chilier er der forskellige salsaer af disse. Det vaerre sig chile seko (toer chili), chile de arbol (chili fra trae), chili habañero mm… Spises til alt!

Guacamole: Spiser man selvfoelig ogsaa i Mexico men slet ikke i samme grad som mange tror. Den kan laves blot med avoado, med chili eller med korriander.

Caldo: Fond. Er et aspekt som jeg faar stadig stoerre og stoerre erfaring med. Der spises altid en eller anden form for klar fond paa restaurenter inden hovedretten serveres.

Tamales: Jeg elsker tamales. Som udgangspunkt er det en majsmasse der foldes og et indhold, det vaere sig makrel, chili, kylling, boenner m.m., og med et majsblad foldet rundt om dampes over kogende vand.

Enchiladas: Er rullede tortillas med kylling der i et fad af salsa og ost bages i ovnen.

Aqua de sabor: Er et koncept man bruger overalt i Mexico. Vand med smag. Det sker kun sjaeldent at der ikke tilfoejes frugtsaft til vandet. Selvfoelgelig altid friskt og hjemmelavet.

Horchata: Er vand med enten havre, ris eller kokosmaelk. Derudover tilfoejes endnu engang… Sukker!

Tacos de pastor: Er en tortilla med hvad vi danskere kalder kebab.

Tostadas: Cirkelformet friturestegt tortilla med fyld i form af kylling, salat, ost, salsa, guacamole.

Mole: Er et faenomen som der saettes stor pris paa. I virkeligheden har jeg ingen ide hvad det indeholder, men faktum er, at det er en slags sovs der laves paa chokolade, chili og knap 40 andre ingredienser og spises med fx ris eller tamales.

Esquite: Pillede gule majs, kogt, og derefter tilsat ost, mayonaese, salt, lime og chili. Smager ovenud vidunderligt! En variant er en hel majskolbe men princippet det samme. Dette hedder elote.

Coktel de cameron: Rejecoctail med en ikke staerk tomatsalsa, loeg og avocado. Af en eller anden grund spises det udelukkende med en toer, lille, intetsmagende kiks.

Pica de gallo: Hvad det betyder har jeg stadig ikke fundet ud af, men det er en tomatsalat med hakkede tomater, chili, loeg og avocado.

Ceviche: Limemarineret fisk med omtrent den samme, lettere soede tomatsalsa som bruges til rejecoktailen.

Empanadas: Er til en vis udstraekning hvad vi hjemme kalder pirogger. Det betyder at der forefindes mange forskellige slags fyld til disse. Til forskel er disse dog stegt i olie.

Bocoles: Endnu engang et faenomen i tortillaens verden. En lille, tyk masse af majs der er tilsat dyrefedt og derefter stegt paa en form for pande. Derefter skaeres de op og tilsaettes chorizo, kylling, flaeskesvaer m.m…

Chicarron: Svinekoed og svaer stegt sammen i en stoerre gryde. I virkeligheden er det en slags flaeskesvaer, som mest af alt spises om morgenen i en tortilla og med salsa.

Toritos: En slags bailey, men med smagsvarianter af vanilie, noedder, kokos, piña colada m.m.

Cerveza: Oel! Men ingen oel uden limesaft og salt, hvilket til en begyndelse er ganske absurd, men efter en tilvaenningsperiode er ganske forfriskende.

Da blev det maj

Det er blevet maj. Det betyder at halvaarsdagen for min rejse snart er naaet, og at der knap er en maaned tilbage. Oprindelig hed hjemrejsedatoen jo egentlig den 27. juli, men siden er der sket ting og sager, og saaledes ankommer jeg altsaa til Danmark omkring den 22. juni. Ovenikoebet med Diego.

Mange har sikkert vaeret et stoerre spoergsmaalstegn i forhold til hele Diego historien, men hvad der ikke laengere er nogen hemmelig, og som egentlig aldrig har vaeret det er, at han er min kaereste. En aegte kaerlighedshistorie tog begyndelse i januar da vores veje moedtes foerste gang, siden da jeg efter tre uger flyttede ind i huset, og nu da han tager med til Danmark. Saa langt saa godt.

Selvom jeg efterhaanden er begyndt at glaede mig til at vende hjem, er det samtidig med en utrolig gruen for alle de farveller der skal tages. Min fremtid laegger fortsat hen i det uvisse. Der er mange ting der skal ordnes inden, og om det kun bliver en to maaneders periode i Danmark det er der ingen der ved. Inklusiv mig. En anden, om mulig drastisk, beslutning blev nemlig taget senere i februar da jeg besluttede at melde mig til optagelseseksamen paa Xalapas universitet, Universidad Veracruzana. Dermed begyndte et nyt aspekt af rejsen: forberedelser til eksamen – paa spansk. Altsammen et spaendende projekt, hvor jeg haaber at jeg paa et tidspunkt finder en sten at staa paa, da jeg ikke kan bunde og derfor bruger arme og ben for at holde mig oppe. Det er en kamp, det er der ingen tvivl om, men da mine kammerater viser sig overraskende sikre paa at jeg vil bestaa tager jeg det ganske og stille og roligt. Den 13. juni er eksamen, og derefter gaar turen med Guatemala hvorfra flyet afgaar.

Saa taet paa enden er der mange loese ender der skal rundes af paa saa god som mulig en maaede. Det drejer sig isaer om timerne i Acatlan. I virkeligheden maa jeg indroemme at de ikke har givet halvt det udbytte som jeg havde haabet og forventet. I hvert fald ikke i forhold til sproget. Selvom jeg troester mig med at der fortsat er 10 gange, saa maa jeg indse, at det ikke har vaeret i undervisningen, at mit bidrag har ligget.

I San Cristobal paa besoeg

Forrige fredag besluttede jeg at tage en tur til San Cristobal, i det sydlige Mexico, paa et sidste visit hos Anna. 11 timer i bus senere, klokken godt og vel 1, stod jeg saaledes endnu engang paa Rossco Backpacker Hostel. Igen turist.

Da jeg ankom var der stadig gloeder i baalet, praecis som jeg huskede det fra gangen foer, da jeg ankom dertil fra Guatemala. Vejret dog om noget vaesentlig varmere. Anna og jeg havde ikke set hinanden siden vores tur til Mexico City i februar, og baalet gav saaledes anledning til at blive siddende lidt oppe indtil samtaleemnerne klokken tre blev lagt paa hylden til naeste morgen.

Loerdag skulle vise sig at blive utrolig varm. 40 grader med bagende sol. Energiniveauet var derfor sat derefter. Kitsch and Bagels blev vores loesning. En alternativ bagelforretning med mulighed for at slaenge sig og se film. Ikke nogen daarlig ide. Da den vaerste varme havde lagt sig, begav vi os tilbage til markedet, der laa taet ved hostelet. Fordi Xalapa ikke byder paa det store hvad angaar artesanias gik jeg derfor helt i baglaas. 2 filtugler, et ukent antal armbaand, en taske, en appelsinjuice og en pung senere faldt vi sammen paa hostelet. Om aftenen benyttede vi lejligheden til at aabne en falske vin og spise aegte backpackeraftensmad: spaghetti med poelser.

Soendag gik stort set i samme tempo. En enkelt kirke blev det dog, og saa selvfoelgelig endnu en tur paa Kitsch and Bagels. Denne gang med New Moon hvor vi i bedste teenagestil sad i hver vores droemmeverden. Aftensmaden boed paa libanesisk hvorefter de foelgende timer blev tilbragt foran baalet med diverse rejsende. Amerikanerne, hollaendere, svenskere, danskere, englaendere og argentinere, hvilket egentlig var det maerkeligste aspekt af min tur.

Efter lang tid i Xalapa, uden fysisk kontakt med den turistede verden, var det et kulturchok at omgaaes turister. Endnu engang at skulle tale engelsk skulle vise sig at vaere vaesentlig svaerere end forventet, men et aspekt der i det mindste kan arbejdes paa. Hvad der derimod fik mit baeger til at flyde over blev da to fyrer, halvfulde men uden undskyldning, indikerede at min omgaaen med mexikanske kammerater udelukkende skulle skyldes deres oenske om at komme til Europa. Jeg gad ikke diskutere og gik. Taenk at man kan rejse i Latin Amerika med den indstilling.

Soendag eftermiddag sagde jeg farvel til Anna der skulle tilbage til sin sidste uge i sin landsby. Busbilletten var koebt, og de sidste timer gik jeg lettere hvileloest rundt i haabet om at minutterne pludselig skulle vaere gaaet. Klokken godt ti satte jeg mig i bussen, i haabet om en stille og rolig nat, og med udsigt til den kommende morgen at ankomme til Xalapa. Jeg skulle tage saa grueligt fejl.

Jeg husker det hele meget sloeret. En time efter afgang begyndte mit livs helvede. Diarre. Frem og tilbage mellem bustoilettet gik det. Lidt soevn. Vaagen igen. Det fortsatte indtil klokken blev fire. Da begyndte opkastningen. Da kunne det ikke blive vaerre. Efter 11 timer koerte bussen klokken 9 ind paa den velkendte terminal. Udmattet tog jeg den sidste tur til huset, hvor feberen satte ind. Naa, jeg var hjemme i trygge rammer. En ordentlig omgang piller og en dag senere var jeg igen parat til at se verden i oejnene.

Anna, 21 aar

Selvom det efterhaanden er lang tid siden, og at jeg egentlig havde skrevet et indlaeg, som jeg saa slettede igen af ren og skaer perfeksionisme, saa maa det vaere dagens opgave. Ikke flere overspringshandlinger og daarlige undskyldninger.

Dem der kender mig godt vil vide, at foedselsdag for mig ikke bare er hvad som helst. Til et vist punkt har der altid vaeret forventning om, at lige netop denne dag falder alle puslespillets prikker paa falds, og stjernerne paa hilmen staar paa lige raekke, hvilket er yderst urealistisk men ikke desto mindre sandt.

Jeg glaedede mig alligevel ikke saa meget som jeg plejer. Jeg tror ikke det gik op for mig, at det allerede var blevet midt i april, foer Diego torsdag foreslog, at vi tog i biografen for at fejre min foedselsdag. Saaledes begyndt tre dage tidligere. Fredag husker jeg ikke andet end en begyndende mavepine, som loerdag fortsatte da madprojektet blev sat i gang. Foerst med indkoeb af diverse, og derefter fortsat i koekkenet med en studerende Diego trygt paa sidelinjen, i tilfaelde af at der skulle skaeres loeg eller smages til.

7 timer stod jeg i koekkenet og resultatet blev: spinatpirogger med laks, oreganobroed, gulerodssuppe, chokolade cookies, banankage, kanelsnegle, tzatiki, couscoussalat, ost, 2 pandekagelagkager, kylling i cola og oksekoedsfrikadeller. Saa langt saa godt. Da jeg gik i seng var mavepinen paa sidst hoejeste og humoeret som foelge deraf.

Soendag den 18. april. Jeg husker at jeg vaagnede tidligt, og fra stilheden gik jeg ud fra at der ikke ville blive gjort optakt til noget. Jeg taendte for computeren og tjekkede mig facebook, fik snakket med foraeldre og soeskende, og gik derefter i koekkenet for at saette prikken over i’et. Jeg var langt fra begejstret, og selvom jeg forsoegte at traekke mig selv op saa lykkedes det faktisk aldrig. Da klokken var fem var alle gaesterne kommet, maden saa godt som spist, og smerten i maven uudholdelig. Ved midnatstid gik de sidste hjem og jeg gik i seng.

Allerede mandag var humoeret bedre. Det var ligesom om at presset var taget af, og der igen var tid til blot at nyde hverdagen. En tur til laegen, og min kur var sat i gang. Gastritis og kolitis. Hvem ved hvad det er, men kuren var meget nem: ingen alkohol, ingen kaffe, ingen smoeger, ingen fedt. Det betoed hurtig bedring og da jeg onsdag var klar til at tage til Acatlan for at have undervisning var jeg saa godt som frisk igen.

Alt var som det plejede. 12 – 15: timer med 4. semester. Derefter tilbage til huset. Ventetid. En halv time forsinket ankom den foerste elev fra 6. semester, og da ingen andre ankom smuttede hun afsted for at hente dem. Alene igen. Ny elev. Efter en time var de 5, men langt fra parate til undervisning. Af uvidenhed gav jeg mig til paa en paen maade at snakke om det at overholde tider. Det er haabloest. Efter halvanden time og diverse smaa hviskerier blev jeg hevet med ud i baghaven. Jeg havde under ingen omstaendigheder forventet at se en hjemmelavet piñata, blaa, firkantet, og fyldt med balloner og konfetti haenge fra et hus til et andet. Mens de sang hamrede jeg loes med en trapind til det til sidste var spredt over graesset.

Det er efterhaanden ingen hemmelighed, at jeg er et menneske med foelelserne uden paa toejet, og den dag var ingen undtagelse. I huset var der kage og sandwich paa bedste mexikansk vis, og efter endnu en sang, udpustning af lys, kagecreme i hele hovedet kunne vi saette os og puste ud. Det var virkelig en fantastisk overraskelse.

Det var en onsdag aften

Jeg er har en hjemmeaften. Har ikke lyst til at begive mig ud, er traet men glad. Gustavo snakker politik, Martha ser fjernsyn, Pablo er i Acatlan og Diego spiller. Altsammen passer det mig helt perfekt. Fred over hjemmet.

Min norske kammerat Dan har netop ringet for at sige, at han ikke kan tage med til “El Tahjin” imorgen paa grund af sygdom. Derfor tager jeg afsted alene. Jeg traenger til at komme lidt vaek, og nyde ensomheden som man goer det allerbedst naar man er helt alene. Jeg har glaedet mig hele dagen, og har fortsat sommerfugle i maven af tanken om at begive mig afsted, om det saa blot er for to dage.

Jeg hoerer Lars H.U.G. Jeg maa indroemme at jeg savner Danmark, naar jeg hoerer om foraar som jeg elsker det saa inderligt, hvor alt gennemgaar en forandring til det groennere. Ikke desto mindre sker der gennem melankolien at jeg indser hvad jeg elsker om det lille land jeg er vokset op i. Foraaret specielt.

I gennem de seneste maaneder har jeg langsomt, men trofast laest “Fjenden i os selv” af Jan Guillou og er nu naesten faerdig. Faktisk har jeg stort set ikke andet lavet i dag, end at sidde med bogen, fuldt koncentreret og yderst entusiatisk. Det maa dog vente til imorgen men at faa de sidste brikker paa plads, da jeg ikke har mere energi i dag. Klokken syv gaar bussen fra terminalen og jeg skal derfor tidligt op. Tasken er pakket, taenderne er boerstet og snart vil jeg laegge mig under dynen.

Kaffe med mennesker

Dagene flyver afsted. Foer end man faar set sig om er der gaaet endnu en maaned, og hvad faar man skrevet paa sin blog? Naermest ingenting. Jeg undskylder.

Meget kan man sige om mit liv her i Xalapa, men kaffe er en stor del af det. De fleste dage gaar med forberedning af klasser, traening og kaffe. Og saa selvfoelgelig alle de smaa ting der goer, at man kan blive ved at foele sig som en del af et eventyr.

Det er paaskeferie i Mexico, ogsaa kaldet Semana Santa (den hellige uge), hvilket betyder, at Xalapa, som een af de faa byer i Mexico, er saerdeles stille og rolig. Her er ikke overvaeldende af turister, men stemningen derimod helt og aldeles fredelig. Altsaa som altid. Varmen er kommet og her er en 30 grader plus. Saadan vil det vaere de kommende maaneder.

Paa trods af ferie har jeg dog givet timer i Acatlan, da de unge der ikke har mange muligheder for at rejse, og derfor efterspurgte timer. Intet problem. Mandag og tirsdag i sidste uge blev det almindelige timer, og fredag blev det en lektion i bagning af broed. Imorgen og onsdag har jeg endnu engang timer, og derefter har jeg planer om at tage et smut til El Tahjin cirka 200 km herfra, for at se ruinerne der. Formegentlig med en norsk fyr jeg har moedt. 

Dagene hvor jeg ikke har timer, starter som regel med en tur i fitnesscenteret eller en loebetur omkring soerne. Derefter gaar jeg en tur paa El Cali, min stamcafe i centrum, for at drikke en kop kaffe, faa lidt frisk frugt og laese. Hvis det dog bliver til laesning, da der saa godt som altid passerer mennesker man kender, og som derfor saetter sig og faar en snak om alverdens ting. Inden man faar taenkt sig om er der gaaet et par timer. Ved tre tiden er der frokost, og derefter tilbringer jeg for det meste tiden paa forberedning, en gaatur og jazz om aftenen. Det er bestemt ikke det vaerste liv man kan leve sig.

Hvad jeg nok elsker allermest ved mit hjem hos familien Salas er, at hver dag er en fejring af livet. Det betyder at den mindste lejlighed bliver benyttet til at holde en fest med familie, venner og som en mexikansk selvfoelgelighed: mad! Om det er hverdag eller ej har absolut ingen betydning, og en almindelig aften kan saaledes straekke sig til klokken bliver 2 og traetheden begynder at brede sig.

Huhej, vilde dyr

Det er blevet tirsdag, og fordi der ikke var undervisning i gaar, saa skal jeg afsted i dag. Jeg er begyndt at glaede mig til timerne i Acatlan, da jeg endelig foeler mig ordentligt forberedt og ligesaa stille kan se en roed traad i arbejdet. Om en time gaar turen derfor op i bjergene.

Ugen siden mor tog tilbage til Texas er floejet afsted. Torsdag havde jeg dansk timer med Francisco, som er en fyr jeg helt tilfaeldigt moedte i Park Juarez, en helt almindelig dag. Siden har vi tilbragt adskillige timer paa Cafè Cali med kaffe og dansk. Han er ikke saa lidt entusiatisk, men om en uges tid vender han tilbage til Tyskland, hvor han studere, og vi soerger derfor for at udnytte tiden saa godt som muligt.

Ogsaa fredag moedtes jeg med Francisco, men denne gang for at snakke norsk med en nordmand han havde moedt. Dan. Saerdeles hyggeligt og saaledes gik der et par timer eller tre hvorefter jeg om aftenen moedtes med Jose for at gaa i teateret og hoere en klassisk koncert med Xalapas symfoniorkester. Ved 23 tiden vendte jeg tilbage til huset for at tilbringe de foelgende timer med familien i koekkenet. Lidt vin og tequila blev det til, inden Diego, Ramiro og jeg ved 2 tiden gik ud for at faa en oel.

Loerdag tog jeg med Gustavo, Martha og Pablo til Tzeutlan, Marthas foedeby, for at besoege hendes familie der. Byen ligger cirka 2 timer fra Xalapa, men som altid er koereturen ikke at kimse af.  I Tzeutlan var vi paa kirkegaarden med blomster, for derefter at spise hos Marthas soester og hele hendes familie. Ved 10 tiden var vi tilbage igen og jeg gik paa hovedet i seng.

Soendag havde jeg endnu engang timer med Francisco, men i gaar blev det ganske afslappet. Da Diego kom tilbage fra oevning med bandet gik vi ud og fik en oel.