Forrige fredag besluttede jeg at tage en tur til San Cristobal, i det sydlige Mexico, paa et sidste visit hos Anna. 11 timer i bus senere, klokken godt og vel 1, stod jeg saaledes endnu engang paa Rossco Backpacker Hostel. Igen turist.
Da jeg ankom var der stadig gloeder i baalet, praecis som jeg huskede det fra gangen foer, da jeg ankom dertil fra Guatemala. Vejret dog om noget vaesentlig varmere. Anna og jeg havde ikke set hinanden siden vores tur til Mexico City i februar, og baalet gav saaledes anledning til at blive siddende lidt oppe indtil samtaleemnerne klokken tre blev lagt paa hylden til naeste morgen.
Loerdag skulle vise sig at blive utrolig varm. 40 grader med bagende sol. Energiniveauet var derfor sat derefter. Kitsch and Bagels blev vores loesning. En alternativ bagelforretning med mulighed for at slaenge sig og se film. Ikke nogen daarlig ide. Da den vaerste varme havde lagt sig, begav vi os tilbage til markedet, der laa taet ved hostelet. Fordi Xalapa ikke byder paa det store hvad angaar artesanias gik jeg derfor helt i baglaas. 2 filtugler, et ukent antal armbaand, en taske, en appelsinjuice og en pung senere faldt vi sammen paa hostelet. Om aftenen benyttede vi lejligheden til at aabne en falske vin og spise aegte backpackeraftensmad: spaghetti med poelser.
Soendag gik stort set i samme tempo. En enkelt kirke blev det dog, og saa selvfoelgelig endnu en tur paa Kitsch and Bagels. Denne gang med New Moon hvor vi i bedste teenagestil sad i hver vores droemmeverden. Aftensmaden boed paa libanesisk hvorefter de foelgende timer blev tilbragt foran baalet med diverse rejsende. Amerikanerne, hollaendere, svenskere, danskere, englaendere og argentinere, hvilket egentlig var det maerkeligste aspekt af min tur.
Efter lang tid i Xalapa, uden fysisk kontakt med den turistede verden, var det et kulturchok at omgaaes turister. Endnu engang at skulle tale engelsk skulle vise sig at vaere vaesentlig svaerere end forventet, men et aspekt der i det mindste kan arbejdes paa. Hvad der derimod fik mit baeger til at flyde over blev da to fyrer, halvfulde men uden undskyldning, indikerede at min omgaaen med mexikanske kammerater udelukkende skulle skyldes deres oenske om at komme til Europa. Jeg gad ikke diskutere og gik. Taenk at man kan rejse i Latin Amerika med den indstilling.
Soendag eftermiddag sagde jeg farvel til Anna der skulle tilbage til sin sidste uge i sin landsby. Busbilletten var koebt, og de sidste timer gik jeg lettere hvileloest rundt i haabet om at minutterne pludselig skulle vaere gaaet. Klokken godt ti satte jeg mig i bussen, i haabet om en stille og rolig nat, og med udsigt til den kommende morgen at ankomme til Xalapa. Jeg skulle tage saa grueligt fejl.
Jeg husker det hele meget sloeret. En time efter afgang begyndte mit livs helvede. Diarre. Frem og tilbage mellem bustoilettet gik det. Lidt soevn. Vaagen igen. Det fortsatte indtil klokken blev fire. Da begyndte opkastningen. Da kunne det ikke blive vaerre. Efter 11 timer koerte bussen klokken 9 ind paa den velkendte terminal. Udmattet tog jeg den sidste tur til huset, hvor feberen satte ind. Naa, jeg var hjemme i trygge rammer. En ordentlig omgang piller og en dag senere var jeg igen parat til at se verden i oejnene.
