Selvom det efterhaanden er lang tid siden, og at jeg egentlig havde skrevet et indlaeg, som jeg saa slettede igen af ren og skaer perfeksionisme, saa maa det vaere dagens opgave. Ikke flere overspringshandlinger og daarlige undskyldninger.
Dem der kender mig godt vil vide, at foedselsdag for mig ikke bare er hvad som helst. Til et vist punkt har der altid vaeret forventning om, at lige netop denne dag falder alle puslespillets prikker paa falds, og stjernerne paa hilmen staar paa lige raekke, hvilket er yderst urealistisk men ikke desto mindre sandt.
Jeg glaedede mig alligevel ikke saa meget som jeg plejer. Jeg tror ikke det gik op for mig, at det allerede var blevet midt i april, foer Diego torsdag foreslog, at vi tog i biografen for at fejre min foedselsdag. Saaledes begyndt tre dage tidligere. Fredag husker jeg ikke andet end en begyndende mavepine, som loerdag fortsatte da madprojektet blev sat i gang. Foerst med indkoeb af diverse, og derefter fortsat i koekkenet med en studerende Diego trygt paa sidelinjen, i tilfaelde af at der skulle skaeres loeg eller smages til.
7 timer stod jeg i koekkenet og resultatet blev: spinatpirogger med laks, oreganobroed, gulerodssuppe, chokolade cookies, banankage, kanelsnegle, tzatiki, couscoussalat, ost, 2 pandekagelagkager, kylling i cola og oksekoedsfrikadeller. Saa langt saa godt. Da jeg gik i seng var mavepinen paa sidst hoejeste og humoeret som foelge deraf.
Soendag den 18. april. Jeg husker at jeg vaagnede tidligt, og fra stilheden gik jeg ud fra at der ikke ville blive gjort optakt til noget. Jeg taendte for computeren og tjekkede mig facebook, fik snakket med foraeldre og soeskende, og gik derefter i koekkenet for at saette prikken over i’et. Jeg var langt fra begejstret, og selvom jeg forsoegte at traekke mig selv op saa lykkedes det faktisk aldrig. Da klokken var fem var alle gaesterne kommet, maden saa godt som spist, og smerten i maven uudholdelig. Ved midnatstid gik de sidste hjem og jeg gik i seng.
Allerede mandag var humoeret bedre. Det var ligesom om at presset var taget af, og der igen var tid til blot at nyde hverdagen. En tur til laegen, og min kur var sat i gang. Gastritis og kolitis. Hvem ved hvad det er, men kuren var meget nem: ingen alkohol, ingen kaffe, ingen smoeger, ingen fedt. Det betoed hurtig bedring og da jeg onsdag var klar til at tage til Acatlan for at have undervisning var jeg saa godt som frisk igen.
Alt var som det plejede. 12 – 15: timer med 4. semester. Derefter tilbage til huset. Ventetid. En halv time forsinket ankom den foerste elev fra 6. semester, og da ingen andre ankom smuttede hun afsted for at hente dem. Alene igen. Ny elev. Efter en time var de 5, men langt fra parate til undervisning. Af uvidenhed gav jeg mig til paa en paen maade at snakke om det at overholde tider. Det er haabloest. Efter halvanden time og diverse smaa hviskerier blev jeg hevet med ud i baghaven. Jeg havde under ingen omstaendigheder forventet at se en hjemmelavet piñata, blaa, firkantet, og fyldt med balloner og konfetti haenge fra et hus til et andet. Mens de sang hamrede jeg loes med en trapind til det til sidste var spredt over graesset.
Det er efterhaanden ingen hemmelighed, at jeg er et menneske med foelelserne uden paa toejet, og den dag var ingen undtagelse. I huset var der kage og sandwich paa bedste mexikansk vis, og efter endnu en sang, udpustning af lys, kagecreme i hele hovedet kunne vi saette os og puste ud. Det var virkelig en fantastisk overraskelse.
