Vigtigheden af optagelseseksamen, der nu forelaegger om under tre uger, er efterhaanden ved at naa mig. Egentlig begyndte jeg for laenge siden at forberede mig mentalt ved koeb af en guide, men svaerhedsgraden har gjort det uoverskueligt at komme i gang. Nu er det ved at vaere oppe over, og jeg maa tage mig gevaldigt sammen, hvis jeg vil goere mig forhaabninger om at bestaa.
Eksamen bestaar af adskillige dele, heriblandt logik, matematik, historie og sprog. Logik skulle umiddelbart synes som det nemmeste og derfor er det der jeg er startet. Min eneste problem er bare: Det er paa fucking spansk! Side op, og side ned. Paa spansk. Det er et hovedloest projekt, jeg har kastet mig ud i, og taenk, at det foerst skulle gaa op for mig nu.
Som jeg har forstaaet det, vil der vaere omtrent en 150 spoergsmaal i alt, nogenlunde lige fordelt mellem de forskellige omraader. Det er aabenlyst at jeg ikke kan naa at laere det hele, og jeg maa derfor stille mig tilfreds, hvis jeg forstaar bare halvdelen af min guide. Logik og historie er en ting. Men spansk grammatik og matematikkundskaber har bare aldrig vaeret min staerke side. Det interesserer mig ikke. Overhovedet! Ikke engang en lille smule.
Det er mandag den 24. maj og jeg har sat mig for at faerdiggoere i hvert fald to kapitler i dag, hvilket betyder, at jeg formegentlig ikke kommer til at lave andet. Heldigvis har jeg paa nettet fundet en udemaerket oversaetningsfunktion der goer det muligt at, at oversaette direkte fra spansk til dansk. Det er trods alt en troest, selvom det ikke er alt der kan oversaettes paa den maade.
Alligevel maa jeg sige, at jeg aldrig havde troet, at mit spansk ville blive saa godt som det er nu. I virkeligheden forstaar jeg langt det meste af hvad der bliver skrevet, problemet er snaerere indholdet, der er forfattet til universitet og derfor er ganske mystisk. I loebet af mine spansk-aar i gymnasiet, forstod jeg aldrig meningen med alt det stovede grammatik, og resultatet blev derefter. Mit ordforraad og min evne til at lave saetninger var derfor mildest talt begraenset. Saa godt som ikke eksisterende. Og saadan var det. Ingen taarer blev graedt paa den konto.
I El Salvador startede vi saaledes ud med tre uger paa sprogskole. Tre gange om ugen i, hvad jeg husker som, fem timer. Heller ikke der fangede det mig synderligt, men da lysten til at snakke med mennesker aldrig har fejlet noget, var det ligesom om at kampen blev det vaerd. Jeg lavede dog absolut ingen lektier, men benyttede derimod enhver lejlighed til at snakke. Paa min rejse op igennem Guatemala og Mexico fortsatte det i samme stil. Ord blev skrevet ned for at blive husket. Jeg husker dog, at jeg naesten intet forstod da jeg foerste gang var i Xalapa, paa grund af den lidt anderledes accent.
Efter jeg flyttede hertil er det dog altsammen gaaet slag i slag. Hver eneste dag er der kommet flere ord til forraadet, hvilket betyder, at der nu ikke engang skal taenkes for at holde samtaler. Selvfoelgelig sker det af og til at jeg plaprer loes, og der derfor bliver lavet nogle meget absurde saetninger. Mit stoerste problem er i virkeligheden, at jeg altid bytter om paa ordene “embarrasada” (gravid), og “emborrachar” (fuld), hvilket kan virke meget maerkeligt. Ogsaa at vaere sulten (tengo hambre) og vaere bange (tengo mierdo) byttes af og til, hvilket dog er vaesentlig mere uforstaeligt da de to ord paa ingen maade minder om hinanden.
Saa gik der endnu en halv time med at skrive blogindlaeg. Tusinder og atter tusinder af overspringshandlinger, men jeg maa tilbage til studierne. Ikke fordi jeg har lyst, men fordi der ingen vej er udenom.
