Jeg kan ikke finde hoved eller hale paa de foelelser der fylder mit hoved med rod og min krop med rastloeshed. Jeg er tilbage praecis hvor jeg startede, og saa alligevel saa meget laengere, i en forstand som jeg endnu ikke selv forstaa. Jeg er traet.
Imorgen er det soendag den 13. juni, hvilket betyder, at den eksamen som nu har vaeret undervejs saa laenge er foran naesetippen paa mig. Jeg har studeret halvhjertet, men alligevel formegentlig meget mere end der normalt goeres det. Der er stilhed for stoermen. Hele dagen har jeg lagt op til en sluttelig indsats men kan ikke finde hverken lyst eller ro. Jeg er rastloes og jeg orker ikke kaempe mere. Nu maa det briste eller baere.
Hele ugen har vaeret et foelelsesmaessigt helvede, hvor jeg det ene oejeblik griner, det andet graeder som om mit hjerte skulle briste. At skulle sige farvel til eleverne var kun en smagsproeve paa hvor inderligt ondt det kommer til at goere, naar jeg imorgen aften holder afskedsfest og bliver tvunget til at tage de afskeder, som jeg har vidst hele tiden, ville blive uundgaelige. Det har vaeret en oplevelse for livet, og selvom jeg om muligt vender tilbage i august, saa bliver dette en ende paa noget vidunderligt.
Det har vaeret syv maaneder med fantastiske omvaeltninger, nye perspektiver, og nogle venskaber som jeg vil gemme i mit hjerte for evigt. Det har vaeret maaneder med op og ned ture og ikke mindst end graensken af min psykiske formaaen. Det er svaert at samle tankerne. I virkeligheden tror jeg foerst at eventyret gaar op for mig naar jeg igen staar i Danmark. Paa samme jord, men med en udvikling som kun kan foeles.
